Slagelse Kommune er i øjeblikket i gang med at udarbejde Forslag til kommuneplan 2017. Kommuneplanen er den overordnede plan for, hvordan kommunen skal udvikle sig og bruge sine arealer. Det vil sige, at kommuneplanen fastlægger, hvor vi ønsker boliger, erhverv, institutioner, grønne arealer mm. Kommuneplanen forholder sig således til en række temaer, herunder byernes udvikling, klimatilpasning, natur og landskab, landbrug, brugen af det åbne land, vej og trafik, kulturhistorie, turisme mm.
Når byrådet har vedtaget kommuneplanforslaget, skal forslaget i 8 ugers offentlig høring, så alle borgere har mulighed for at læse og komme med ideer og bemærkninger til forslaget. I forbindelse med den offentlige høring afholder Slagelse Kommune også et eller flere borgermøder, hvor alle er velkomne til at deltage for at høre nærmere om forslaget.
Normalt annoncerer Slagelse Kommune i aviser og på kommunens hjemmeside, at kommuneplanforslaget er i offentlig høring. Det vil vi også fortsat gøre.
Men Slagelse Kommune ønsker i denne omgang at gøre lidt mere. Og dette med udgangspunkt i følgende spørgsmål:
Hvordan gør vi byplanlægning mere interessant? Hvordan får vi folk til at synes, at en kommuneplan er spændende? Hvordan vækker vi folks nysgerrighed? Hvordan målretter vi vores kommunikation, så flest muligt ønsker at tage del?
Vi udvikler en app!
Appen skal ses som et ekstra værktøj i den traditionelle høringsperiode. Appen skal skabe fokus på kommunens planlægning ved at formidle på en ny måde. Appen skal således egentlig bare vække folks nysgerrighed.
Formålet med Appen er at gøre planlægning mere jordnær, tilgængelig og appellerende.